Specialreglement for NORDIA 98

NORDIA 98 Logo

1. Udstillingens tid og sted
Danmarks Filatelist Forbund, DFF, arrangerer den nordiske frimærkeudstilling NORDIA 98 i samarbejde med Odense Frimærke Klub, OFK. Udstillingen finder sted i Odense Congress Center A/S i dagene fredag, den 16. oktober til søndag, den 18. oktober 1998.
2. Reglement
For udstillingen gælder dette specialreglement samt det reglement for NORDIA-udstillinger, der blev vedtaget af de nordiske nationale filatelistforbund den 28. september 1985 med de ændringer, der trådte i kraft den 1. januar 1991 samt de ændringer, der blev vedtaget på de nordisk filatelist forbunds ledermøder i 1995. Det senest vedtagne fællesnordiske NORDIA-reglement er dateret 28. oktober 1995.
3. Udstillingsklasser
  3.1
Klasser uden for bedømmelse:
3.1.1 Æresklasse (Cour d'Honeur)
3.1.2 Officiel klasse,
3.1.3 Juryklasse,
3.1.4 Indbudte eksponater.
  3.2
Konkurrenceklasser:
3.2.1 Mesterklasse NORDIA 98,
3.2.2 Traditionel filateli,
3.2.3 Posthistoriske eksponater og stempeleksponater,
3.2.4 Helsager,
3.2.5 Luftpost,
3.2.6 Tematiske eksponater,
3.2.7 Litteratur,
3.2.8 Afdeling for ungdomsfilateli.
 
Speciel Konkurrenceklasse:
3.2.9 Åben Klasse.
  3.3
I klasserne 3.2.2 - 3.2.5 grupperes eksponater åledes:
A. National gruppe - Danmark inkl. Dansk Vestindien, Grønland og Færøerne.
B. Nordisk gruppe - andre nordiske lande og områder.
C. International gruppe - andre lande og områder.
  3.4 Udstillingskomiteen kan indbyde eksponater til æresklassen, 3.1.1.
  3.5
Til deltagelse i den officielle klasse 3.1.2 indbyder Post Danmark de nordiske:
A. Postdirektioner,
B. Postmuseer,
C. Frimærketrykkerier, frimærkekunstnere og -gravører.
  3.6 Jurymedlemmer og juryelever kan udstille i juryklassen. Deltagelse i juryklassen er frivillig.
  3.7
I mesterklassen 3.2.1 kan deltage eksponater, der indenfor de sidste fem år før udstillingen, dvs. i årene 1994-1998, har opnået følgende udmærkelse:
 
A. Grand Prix på en FIP-udstilling.
B. Stor guldmedalje på en FIP-udstilling.
C. Guldmedalje to gange på FIP-udstillinger.
D. Grand Prix på en NORDIA-udstilling.
E. Guldmedajle to gange på en NORDIA-udstilling.
 
Et eksponat, der i løbet af de sidste 10 år har opnået Grand Prix i mesterklassen på en nordisk eller en FIP-udstilling, kan ikke deltage i konkurrenceklassen.
  3.8
Ungdomsafdelingen inddeles i følgende aldersgrupper:
A. Op til og med 15 år,
B. 16 - 17 år,
C. 18 - 19 år,
D. 20 - 21 år.
 
Placering i aldersgruppe sker på grundlag af udstillerens alder pr. 1. januar 1998.
  3.9 Åben Klasse er åben for alle typer eksponater.
4. Udstillingsrammer
  4.1 På udstillingen benyttes rammer af nordisk standard, hvor hver rammeside har plads til 4 × 4 plancher i størrelsen op til 24 × 30 cm. En rammeside måler indvendigt 89 × 118 cm.
  4.2 I konkurrenceklassen 3.2.1.-3.2.6. tildeles hvert eksponat mindst 5 og højst 10 rammesider.

I ungdomsklassen tildeles hvert eksponat:
I aldersgrupperne A og B mindst 2 og højst 4 rammesider.
I aldersgrupperne C og D mindst 3 og højst 5 rammesider.
I den Åben Klasse tildeles hvert eksponat mindst 2 og højst 3 rammesider.
5. Medaljer, præmier og diplomer
  5.1 Eksponater i æresklassen 3.1.1 tildeles Guldmedalje eller tilsvarende af udstillingskomiteen.
  5.2 Eksponater i andre klasser uden for bedømmelse, tildeles Stor Vermeil af udstillingskomiteen.
  5.3 Grand Prix NORDIA 98 tildeles af juryen til det bedste eksponat i Mesterklassen. Andre eksponater i denne klasse tildeles Guldmedalje.
  5.4 Grand Prix National tildeles af juryen til det bedste Danmarkseksponat.
  5.5 Grand Prix Nordique tildeles af juryen til det bedste eksponat fra de nordiske lande excl. Danmark.
  5.6 Grand Prix International tildeles af juryen til det bedste ikke-nordiske eksponat.
  5.7 Alle Grand Prix-præmier er kunstgenstande, der træder i stedet for guldmedaljer. Grand Prix uddeles under forudsætning af, at eksponatet har opnået point svarende til en Guldmedalje.
  5.8
Juryen kan tildele eksponaterne følgende medaljer:
 
Guld,
Stor Vermeil (Forgyldt Sølv),
Vermeil (Forgyldt Sølv),
Stor Sølv,
Sølv,
Stor Bronze (eller Forsølvet Bronze),
Bronze.
 
Endvidere kan juryen tildele eksponater deltagerbevis.
  5.9
I ungdomsklassen kan juryen tildele følgende udmærkelser:
 
Vermeil (Forgyldt Sølv),
Stor Sølv,
Sølv,
Stor Bronze (eller Forsølvet Bronze),
Bronze.
 
Endvidere kan juryen tildele eksponater deltagerbevis.
  5.10 Eksponaterne i Åben Klasse bedømmes af en særskilt jury og tildeles en speciel enten Sølv- eller Bronzemedalje.
  5.11 De enkelte eksponater i konkurrenceklassen får et deltagerbevis, hvoraf det fremgår, hvilken præmiering eksponatet har opnået. Alle medaljer indeholder det metal, navnet angiver.
  5.12 I klasserne 3.2.2 - 3.2.9 kan juryen foruden medaljer uddele ærespræmier.
  5.13 I litteraturklassen kan litteratur udstillet af forfatteren tildeles medalje samt deltagerbevis. Litteratur udstillet af forlæggeren (udgiveren) kan kun tildeles diplom for medalje.
 
6. Deltagelse
  6.1 Medlemmer af nationale filatelistforbund i Danmark, Finland, Island, Norge, Sverige, såvel som medlemmer i foreninger tilhørende disse forbund (inkl. ungdomsafdelinger) har ret til at ansøge om deltagelse i NORDIA 98.

Endvidere har medlemmer af Scandinavian Collectors Club i USA ret til at ansøge om deltagelse i NORDIA 98.

  6.2 Ret til at ansøge om at deltage har ejere af eksponater, der har opnået mindst stor sølv i klasserne 3.2.2 - 3.2.6 på nationale udstillinger.

Ret til at ansøge om deltagelse har endvidere ejere af ungdomseksponater (klasse 3.2.8), som har opnået mindst Stor Bronze (Forsølvet Bronze) på en national udstilling.

Ret til at ansøge om deltagelse med eksponat i litteraturklassen 3.2.7 er dog ikke betinget af om eksponatet tidligere har deltaget i en udstilling.

  6.3 Et eksponat skal have været udstillerens ejendom i mindst to år forud for udstillingen. (Gælder ikke for litteratur).
  6.4 Deltagere kan udstille under pseudonym. Udstillerens identitet skal dog være kendt af udstillingskomiteen og juryen.
  6.5 Hver deltager kan højst ansøge om at udstille to eksponater. Denne begrænsning gælder dog ikke eksponater i litteraturklassen og Åben Klasse.
  6.6 Jurymedlemmer, juryelever og eller ansatte hos disse kan ikke udstille i konkurrenceklassen.
 
7. Meddelelse om deltagelse
  7.1 Danske udstillere skal ansøge om deltagelse hos den danske kommissær NORDIA 98/Toke Nørby, Postboks 36, DK-8541 Skødstrup, Danmark. Udstillere fra andre nordiske lande skal henvende sig til de respektive landes kommissærer. Udstillere fra Scandinavian Collectors Club i USA skal henvende sig til den amerikanske kommissær: Paul A. Nelson, P.O. Box 310, Claremont, CA 91711, USA.
  7.2 Ansøgning om deltagelse i udstillingen skal indsendes på et specielt ansøgningsskema (udgivet af NORDIA 98), der fås hos de respektive landes kommissærer. Ansøgningsskemaerne skal være de respektive kommissærer i hænde inden den 31. december 1997 og de skal være NORDIA 98 i hænde senest den 20. januar 1998.
  7.3 Meddelelse om hvorvidt et eksponat er blevet antaget til udstillingen, tillige med det antal rammesider, der er tildelt, bliver sendt til ansøgeren inden den 1. marts 1998.
  7.4 I udstillingskataloget bliver de antagne eksponaters titler beskrevet på samme måde som angivet i anmeldelsesskemaet.
  7.5 Udstillingskomiteen kan, uden at opgive nogen grund, acceptere eller afvise et eksponat for hvilken en ansøgning om deltagelse er indsendt. Udstillingskomiteens afgørelse bliver meddelt ansøgeren gennem kommissæren i det respektive land.
 
8. Deltagergebyr
  8.1 I konkurrenceklasserne 3.2.1 - 3.2.6 er deltagergebyret Dkr. 140,- (+ gældende dansk moms) for hver rammeside. I litteraturklassen 3.2.7 er deltagergebyret Dkr. 140,- (+ gældende dansk moms) for hvert litteratureksponat.
  8.2 I ungdomsafdelingen 3.2.8. er der intet deltagergebyr.
  8.3 I den åbne klasse 3.1.5 er deltagergebyret Dkr. 200,- (+ gældende dansk moms) for hvert udstillingseksponat (max 3 rammesider).
  8.4 Alle udstillere får fri adgang til udstillingen tillige med udstillingens katalog og juryens beretning (Palmarés).
 
9. Jury
  9.1 Eksponaterne i konkurrenceklassen bliver bedømt af en jury, bestående af mindst 12 personer, hvoraf mindst otte er fra de nordiske lande excl. Danmark. Juryen består af dommere hørende til de respektive nordiske landes liste over de af FIP-godkendte dommere eller af dommere med tilsvarende kvalifikationer.

Juryens formand er fra Danmark og skal være anerkendt af FIP som international dommer.

  9.2 Juryen kan overflytte eksponater mellem konkurrenceklasserne 3.2.2-3.2.6, uden på forhånd at meddele dette til eksponaternes ejere.
  9.3 Juryen er under sit arbejde ikke forpligtet overfor den medalje-grad, som et eksponat har opnået på tidligere udstillinger. Juryens afgørelser er endelige og kan ikke appelleres.
  9.4 Juryens arbejde sker i overensstemmelse med FIP's almene reglement for bedømmelse af udstillingseksponater (GREV) og de dertil hørende specialreglementer (SREV).
  9.5 Findes et eksponat at indeholde manipulerede, forfalskede eller reparerede objekter uden at det udtrykkeligt er angivet ved objektet, kan eksponatet nedgraderes mindst 1 medaljegrad i forhold til den medalje, eksponatet ellers ville have opnået. Udstilleren og udstillerens forbund bliver underrettet om forholdet.
  9.6 Juryen og udstillingskomiteen har ret til at lade objekter fra de enkelte eksponater undersøge af eksperter. Kommissæren, der er ansvarlig for det pågældende eksponat, indbydes til at være til stede ved en sådan undersøgelse.
 
10. Vejledning for udstillere
  10.1 Al kontakt mellem udstillere og udstillingskomiteen foregår via udstillingens kommissærer i de respektive nordiske lande samt USA. Vedrørende danske udstillere foregår kontakten dog direkte til den danske kommissær.
  10.2 Eksponater i litteraturklassen skal indsendes i to eksemplarer og være udstillingskomiteen i hænde senest den 9. oktober 1998. Frimærkekataloger, der ønskes udstillet i litteraturklassen, skal være udgivet i 1996 eller senere og anden litteratur i 1993 eller senere.
  10.3 Filatelistiske tidsskrifter skal omfatte tidsskriftets sidste hele årgang. Alle eksponater i litteraturklassen bliver udstillingens ejendom ved dens slutning.

De to eksemplarer af alle litteratureksponater overdrages til Danmarks Filatelist Forbunds biblioteker. Såfremt der er litteratureksponater, hvor DFF's biblioteker allerede er i besiddelse af sådanne, overdrages et eksemplar til Odense Frimærke Klubs bibliotek.

  10.4 Alle plancher, der skal udstilles, skal være indlagt i et gennemsigtigt beskyttelsesomslag. Plancherne skal være fortløbende nummererede. Plancher, der skal monteres i den samme ramme, skal lægges i samme særlige omslag, som udstillere får tilsendt fra NORDIA 98. Alle plancher bør have ejerens navn anført på bagsiden.
  10.5 NORDIA 98 kan ikke modtage og påtage sig ansvar for flere plancher end det antal, der er antaget af udstillingskomiteen.
 
11. Montering og aflevering
  11.1 Eksponater, der ikke bliver afleveret personligt, skal sendes med post og skal være udstillingskomiteen i hænde inden den 9. oktober 1998. Eksponater, der afleveres personligt, skal afleveres senest den 14. oktober 1998.
  11.2 Udstillere eller deres repræsentanter (med fuldmagt fra ejerne), der selv afleverer deres eksponater den 14. oktober 1998, kan opsætte dem i rammerne den dag. Udstillingskomiteen sørger for opsætning af de øvrige eksponater.
  11.3 Udstillere eller deres repræsentanter kan selv nedtage deres eksponater og få dem udleveret ved udstillingens slutning søndag, den 18. oktober. Eksponater, der ikke bliver afhentet denne dag bliver afsendt til ejerne som værdipost på udstillingens bekostning straks efter udstillingens afslutning.
  11.4 Udstillere, der selv ønsker at aflevere/modtage og/eller opsætte/nedtage deres eksponater, bør meddele dette samtidig ved indsendelsen af anmeldelsesskemaet.
  11.5 Alle selvnedtagere skal kvittere for modtagelsen af eksponaterne og giver herved udstillingen accept på, at eksponaterne er modtaget i fuld og ubeskadiget stand. Klager over eksponaternes tilstand skal afgives på stedet til udstillingskomiteen. Senere indkomne klager kan ikke accepteres.
  11.6 Alle udstillere får en skriftlig bekræftelse på, at udstillingen har modtaget deres udstillingsmateriale.
  11.7 Hvis et antaget eksponat ikke er udstillingskomiteen i hænde inden for den frist, der er anført i paragraf 11.1, kan ejeren ikke forlange deltagelse i udstillingen. Deltagergebyret bliver ikke refunderet.
 
12. Vedrørende told
  12.1 Oplysninger om nødvendige tolddeklarationer og deslige, der skal følge udenlandske eksponater, når de afsendes eller tilbageleveres, bliver tilsendt udstillerne samtidig med bekræftelsen på, at eksponatet er antaget af udstillingen.
 
13. Sikkerhedsforanstaltninger
  13.1 Udstillingskomiteen sørger for alle rimelige foranstaltninger for at sikre de udstillede eksponater. Komiteen sørger endvidere for at behandle eksponaterne med omsorg, mens de er i udstillingens varetægt, men tager ikke ansvaret for mulige skader på eksponaterne.

Det påhviler ejerne selv sørge for forsikring af deres eksponater, både under transport til og fra udstillingen og i udstillingsperioden.
 

14. Spørgsmål og ændringer
  14.1 Eventuelle ændringer i dette reglement vil blive meddelt udstillerne så hurtigt som muligt. Udstillingskomiteen forbeholder sig ret til at bestemme i alle de sager, som dette reglement, eller de reglementer, der omtales i paragraf 2, ikke omfatter.
  14.2 Udstillerne accepterer dette reglement og forpligter sig til at følge det med deres underskrift på anmeldelsesskemaet.
  14.3 Eventuelle retsspørgsmål skal behandles i overensstemmelse med dansk lovgivning og kan eventuelt behandles af en dansk domstol.